Sorthed, tilhør og tab er kernetemaer i Og spøgelser. Den er Mikas Langs anden bog – en af de nye, vigtige stemmer i dansk litteratur. 
 
Og spøgelser veksler mellem poesi og prosa, mellem sort på hvidt og hvidt på sort. Titlen henviser til de personer, mere eller mindre døde, som er til stede i samlingen, som “skriver med”. Mest fylder forfatterens afdøde mor; han skriver til hende, hun skriver selv, og hun taler endda gennem andre af værkets stemmer. Ligeså vigtigt henviser titlen også til den (levende) død, der indstiftes ved europæernes slavegørelse af afrikanere og som i dag udgør “slaveriets efterliv”. 
 
Nok er Og spøgelser poesi, men bogen har fået genrebetegnelsen ‘hjemsøgelser’. Følelserne, tilsnøringerne, åbenhederne, har hjemsøgende karakter. Der er hjemsøgelser i form af andres stemmer, fra Toni Morrison over May Ayim til den journalistiske Børneimporten. En mors erindring om en mor, der aldrig har rørt ved hende. Der er også den bogstavelige hjemsøgelse: at søge hjem. I en af ‘spøgelsesteksterne’ beretter jeget fx fra en rejse til Liberia, hvor han står ansigt til ansigt med den knusende erkendelse: “Jeg har rejst i tredje person så længe, at jeg har lært mig selv at overhøre det meste af det, der sidder i kroppen.” Bogen er flerstemmig, og det styrker undersøgelsen af sorthed, tilhør og tab. 
 
Et væld af stemmer danner et kor, former en slags familie – og starter en rytme. Der går spøgelser gennem Europa.