SOL er et digt, et kraftfelt. Ikke ét komma er sat i denne musikalske bog, som med nærværende intensitet skildrer jeget og hendes forhold til sit barn. “Mit barn slog mig i panden med en sten. Mit barn kastede en taburet efter mig. En hammer. En pude,” står der i begyndelsen af bogen. Barnet får en autisme-diagnose. Familien flytter i et lejet hus nær havet, og nye rutiner opstår. Haven udforskes, barnet begynder i skole, energierne suser. De tager på stranden, de indtager mad, de tager på Femølejr. SOL foregår i hverdagen, i omskifteligheden. Volden og smerten er integreret i omsorgen og kærligheden.
 
Vi har på omslaget valgt et udsnit af J.F. Willumsens Naturskræk. Efter stormen. Kraften i solen har bogen og billedet til fælles, men ikke naturskrækken, og ‘stormen’ er i SOL ofte under opsejling eller i gang. Barnet bliver ved med at slå; omsorgsarbejdet og husholdningen bliver ved med at kræve jegets kræfter; solen bliver ved med at skinne, regnen bliver ved med at falde, planterne bliver ved med at gro. Der er en forpustethed på færde i SOL, som læseren vil opleve i sætningernes musik, og der er rolige åndedrag, især når jeget og barnet leger; legen bliver et vitalt helle.
 
I dansk litteratur oplever vi en bølge af litteratur om moderskab, og den føjer Sine Bang Nielsens SOL sig til og bryder den måske også. SOL er en rørende og vedkommende bog, der skriver sig forbi diagnosen og finder et eget sprog til barnet.